Nyhedsbrev vedr. løn på folkeskoleområdet

Et nyt skoleår er netop gået i gang, og for dig, som er ansat som børnehaveklasseleder eller lærer på en folkeskole eller en af de kommunale specialskoler, betyder det nogle få ændringer i forhold til sammensætningen af din faste løn.
Politik_117 2013 06 10 DLF 055

 

Vi har siden indførelsen af begrebet ”Ny løn” i det offentlige, hvor en del af lønsummen blev udlagt til decentrale forhandling på skolerne, hvert år forhandlet lokalløn på folkeskolerne i Aalborg. Det betyder, at der finder en forhandling sted på alle folkeskoler hvert forår. Det giver en række udfordringer med det administrative, men også i forhold til mulige lønforandringer for den enkelte fra skoleår til skoleår – afhængig af opgaver og forhandlede tillæg. Samtidig er det dog også med til at sikre, at vi er tættere på midlerne og har bedre mulighed for at følge lønudviklingen for de mange.

Aalborg Lærerforenings kredsstyrelse har vedtaget en lønpolitik, som i sin enkelhed handler om, at de lokale lønmidler skal fordeles så bredt som muligt.

Med den i hånden har vi lavet en ny forhåndsaftale med Aalborg Kommune, hvor alle nu får et Aalborgtillæg. Det har resulteret i, at fordelingen af de lokale lønmidler nogle steder vil blive jævnet ud, så enkelte vil opleve lønnedgang og flere vil opleve lønfremgang. Det er et solidarisk princip.   

 

Aalborgtillægget er i skoleåret 2019/20 på 7.000 kr. årligt grundbeløb – svarende til ca. 803 kr. pr måned for en fuldtidsstilling. Tillægget gives for deltagelse i teamsamarbejde og for varetagelsen af opgaven som mentor for nyansatte.

Første gang Aalborgtillægget udbetales er i forbindelse med lønudbetalingen for august 2019.

 

Som hidtil er der stadigvæk et kvalifikationstillæg på 9.000 kr. årligt grundbeløb for bestået pædagogisk diplom-/masteruddannelse. Men som noget nyt er der aftalt et kvalifikationstillæg for bestået kandidatuddannelse. Tillægget er på 9.000 kr. årligt grundbeløb. Kopi af eksamensbeviset skal sendes til Skoleforvaltningens personalekontor via skolens kontor. Der kan kun gives tillæg for én uddannelse.

 

I forhåndsaftalen er der også en forbedring af honoreringen til de børnehaveklasseledere der varetager funktionen som praktikvejleder for pædagogstuderende. Tillægget er hævet til 14.850 kr. i årligt grundbeløb.  Tillægget udbetales som en forholdsmæssig andel ift. antallet af praktikuger.

 

Funktionsløn for skiftende arbejdssteder: Der ydes et tillæg på 6.000 kr. årligt grundbeløb, hvis man én eller flere gange om ugen, i en sammenhængende periode på mindst to uger gør tjeneste ved mere end én skole (herunder skoler med geografiske adskilte afdelinger), varetager opgaver på en anden skole end der hvor man normalt har sin tjeneste eller udfører sin samlede tjeneste på to eller flere arbejdssteder (herunder hjemmeundervisning).

For at være omfattet af aftalen vedr. funktionsløn for skiftende arbejdssteder forudsættes det, at flere/skiftende arbejdssteder ikke er en naturlig del af jobbet. Det betyder, at ansatte ved skoletjenesten og Kulturskolen ikke er omfattet. For undervisningsvejledere og DSA-vejledere der varetager vejledning på andre skoler er der, i stedet for ovenstående, aftalt et funktionstillæg på 2.000 kr. i årligt grundbeløb.

  

Lønforbedringer pr. 1. april 2019 – delresultat af OK18

Fritvalgstillægget blev forhøjet fra 0,64 % til 0,83 %. Som hidtil er udgangspunktet, at fritvalgstillægget er et løntillæg, men man kan vælge at bruge fritvalgstillægget til en forhøjelse af pensionsprocenten. Valg mellem løn og pension skal ske inden den 1. oktober med virkning fra 1. januar.

 

Børnehaveklasseledere på grundløn med 12 års anciennitet eller mere aflønnes pr. 1. april 2019 på løntrin 37. Hidtil var man aflønnet på trin 33 + 7.000 kr. i årligt grundbeløb.

For børnehaveklasseledere på personlig ordning er undervisningstillægget ændret fra 7.900 kr. til 15.400 kr. i årligt grundbeløb.

 

For de fleste er lønforbedringerne først blevet effektueret i forbindelse med lønudbetalingen for juni eller juli 2019.

 

Aalborg Lærerforening vil opfordre dig til, at du i forbindelse med et nyt skoleår altid tjekker om du får udbetalt korrekt løn. Hvis du har brug for hjælp til dette kan du kontakte din tillidsrepræsentant eller en af Aalborg Lærerforenings konsulenter.

 

Derudover vil Aalborg Lærerforening også gerne komme på besøg på din arbejdsplads til løntjek. Ønsker du og dine kollegaer dette så kontakt din TR som vil være behjælpelig med at få det arrangeret.

Emner

Målgruppe